GG Cover 1440x500px.jpg

Alt om Grønnere Grøn

Alt om Grønnere Grøn

Grøn Koncert er aflyst, men vi har tænkt nyt og udvider nu til Grønnere Grøn. Danmark bliver fyldt med musik denne sommer, når de grønne artister besøger danskernes private hjem og giver unikke koncerter den 25. juli til Grønnere Grøn. Castingen af de 8 heldige værter for årets grønne artister er afsluttet og værterne vil løbende blive kontaktet. Men bare rolig, du kan stadig nå at deltage i konkurrencen om at vinde én af 100 livekoncerter med lokale upcoming kunstnere – og undervejs smider vi også et par overraskelser ind i konkurrencen. Så tøv ikke! Der er stadig chance for, at du kan blive en af de heldige, der får mulighed for at invitere venner og familie til et brag af en fest med livemusik. Deltag i konkurrencen her.

Hele dagen vil NOVA sende liveradio, og om aftenen står Anders Breinholt i spidsen for et stort show på TV 2 og TV 2 Play. Så selvom du ikke bliver en af de heldige, der får livemusik i haven, så er der stadig gode muligheder for at feste med resten af Danmark.

 

Hvad er Grønnere Grøn? 

Grønnere Grøn præsenteres af Muskelsvindfonden og Tuborg i samarbejde med TV 2, NOVA og LB Forsikring. Grønnere Grøn finder sted lørdag den 25/7. Sammen med NOVA kan du dagen igennem holde Grønnere Grøn mens du fester til god dansk musik og møder artisterne i radioen. Om aftenen kl. 20.00 sender TV 2 og TV 2 PLAY live fra koncerterne med et storslået show med Anders Breinholt som vært. 

 

Hvilke artister skal spille Grønnere Grøn fest?  

Artisterne som skal spille til Grønnere Grøn er Scarlet Pleasure, Mads Langer, Medina, TopGunn, Clara, Hjalmer, Carpark North, Phlake, Dizzy Mizz Lizzy, Drew Sycamore, KATO, FOOL, Nichlas Sahl, Jung og Alex Vargas. Derudover vil der være flere artister på programmet til aftenens liveshow med Anders Breinholt som vært. 

  

Hvordan og hvornår ved jeg, at jeg er blevet udvalgt som vært? 

Castingen sluttede d. 3. juli. Senest d. 13. juli vil de udvalgte værter blive kontaktet direkte, og vi går i dialog omkring al praktikken omkring det at få et band/en artist hjem til din have, altan eller lejlighed. Herefter vil du modtage et skriv, hvor vi beskriver forløbet, så du hele tiden kan følge med.  

 

Hvordan kan jeg vinde en livekoncert?

For at deltage i konkurrencen om en af de 100+ livekoncerter skal du være over 18 år og din fest skal foregå i din private bolig. Kun personer bosat i Danmark kan deltage i konkurrencen. Deltagere skal endvidere være bosat på Sjælland, Fyn eller i Jylland, eller en ø med broforbindelse. Der må kun deltage én person pr. husstand.

I konkurrencen skal du vælge mellem tre artister, der spiller i din region, og din ansøgning skal være indsendt i perioden 1/7 - 19/7. Vinderne trækkes løbende i perioden fra 10/7 - 23/7. Hvis du er blandt de heldige vindere, kontakter vi dig direkte via mail eller telefon. Hvis du vinder én af de 100 livekoncerter er du automatisk med i lodtrækningen om KATO, Drew Sycamore, FOOL eller Nicklas Sahl som ekstrapræmie.

Du deltager i konkurrencen her.

 

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg vil være helt sikker på at få livemusik til min fest?

Hvis du gerne vil booke ét af de mange bands, der har sagt ja til at spille på Grønnere Grøn d. 25/7, så kan du bare gå ind på https://uncovermusic.dk/ og selv vælge blandt de mange fantastiske artister, der spiller deres egen musik på dagen.

 

Vil du spille på Grønnere Grøn?

Hvis du er artist og har lyst til at spille på Grønnere Grøn, så kan du komme til det i år. Du kan melde dig til her. Alle artister tilmeldt inden d. 5/7 kan blive valgt og udtrukket til at spille for vinderne af konkurrencen om 100+ koncerter med livemusik. Udenom konkurrencen har alle desuden mulighed for på egen hånd at booke dig/jer som artist(er) til deres egen havefest d. 25/7, hvis I har registreret jer via ovenstående link.

 

Hvor kan jeg se og lytte med til Grønnere Grøn?  

På NOVA kan du fra kl. 9-18 lytte til artist-snakke, god dansk musik og få Grønnere Grøn stemningen hjem i radioen. Der vil samtidig findes en Grøn Radiokanal på radioplay.dk, der spiller Grønnere Grøn artister non-stop. Efter kl. 18 vil NOVA lave Grønnere Grøn Afterparty frem til kl. 24. Om aftenen kl. 19.55 sender TV 2 og TV 2 PLAY live fra koncerterne med et storslået show med Anders Breinholt som vært.

 

Jeg har ikke TV 2. Hvordan kan jeg så se med?  

Hvis du ikke har TV 2, kan du se ’Grønnere Grøn’ live på TV 2 PLAY: https://play.tv2.dk/. 

 

Hvordan forholder du dig til sikkerhed og COVID-19  

Stedets ejer er vært for arrangementet, og de regler som man har i privaten, gælder selvfølgelig for de gæster man inviterer. Det gælder fx i forhold til rygning, indtagelse af alkohol og den slags. 

Vi opfordrer naturligvis til at almindelig dansk lovgivning overholdes. Husk at der kan være lokale forhold i dit område, som begrænser hvor høj musik du må spille, eller andet. Husk hensyn til dine naboer. 

Forsamlingsforbuddet på max 50 personer gælder som udgangspunkt ikke i private haver/huse (altså, steder som ikke har offentlig adgang). Du opfordres dog alligevel til at invitere med omtanke. 

Man skal sikre at festen kun holdes på egen matrikel, og ikke breder sig til omkringliggende områder/veje, da forsamlingsforbuddet gælder her. Det er vigtigt at man fokuserer på sin egen fest og sine egne venner.  

Deltagerne ved din fest er formentlig nogle du allerede kender godt i forvejen. Derfor er det svært at definere den nødvendige afstand. Som udgangspunkt bør du overholde myndighedernes retningslinjer ift. COVID-19: 

  • Hold afstand til hinanden – 1 meter. Det er bedst at gemme kram og nærhed til dem du deler husstand med normalt. 
  • Husk god håndhygiejne – både håndvask og håndsprit. Ved madservering, husk også hygiejnen og portionsanret, hvis muligt. 
  • Hvis du på nogen måde føler dig sløj eller syg, skal du blive hjemme. 
  • Hold så meget som muligt af festen i fri luft. Hvis I skal være inde, så hold gerne gang i god udluftning. 

 

Hvem må jeg invitere til min Grønnere Grøn fest? 

Du må invitere venner og familie til din Grønnere Grøn fest, så længe du sørger for at overholde alle COVID-19 bekendtgørelser og vejledninger. Læs mere i afsnittet om 'Sikkerhed’ ovenfor. 

 

Kan jeg købe noget Grønnere Grøn merchandise til at pynte op til min fest?  

Du kan desværre ikke købe noget Grønnere Grøn merchandise, men på Tuborgs sociale medier, kan du vinde et formidabelt fest-kit, hvor du ikke kommer til at mangle pynt til din fest. Vi anbefaler at du pynter op derhjemme, som du plejer at pynte op til forfesten. Så giv den fuld skrue med flagranker, balloner, ternede duge, eller hvad du plejer at stille op med, når du er vært for forfesten til Grøn Koncert.  

 

Har du andre spørgsmål?

Skriv en mail til groen@muskelsvindfonden.dk